Af Poul Langagergaard, august 2017

I sommerferien rejste vi rundt i Cuba. Fra den ene ende til den anden. Med alle antenner åbne for at suge til os af indtryk. Masser af indtryk sidder tilbage på nethinden. Både det vi så, det vi hørte – og dialoger vi havde med ganske almindelige cubanere.

Tilbage står nogle stærke indtryk:

• Cuba er et smukt og vidunderligt land, ca. 2½ gange så stort som Danmark og med 11,5 mio. indbyggere, frodigt landbrugsjord, hvor alt kan dyrkes, varme, regn, omgivet af vidunderlige have og med topklasses strande

• Det cubanske folk er et åbent, venligt, elskeligt, dansende, syngende og smilende folk

• Cuba og det vidunderlige cubanske folk har historisk betalt prisen – en voldsom høj pris! – for magtliderlige politikere

• I første omgang fra 1600-tallet fra Spanien, så kort Frankrig, England – og ikke mindst USA, som lagde sin klamme hånd på Cuba i slutningen af 1800-tallet

• USA ville på et tidspunkt indlemme Cuba i USA som den 51. stat – men undlod og sikrede i stedet at alle ”valgte” ledere var som en forlænget arm til USA

• I første halvdel af 1900-tallet brugte USA – og ikke mindst mafiaen – Cuba som den tids forløber for Las Vegas: Eventyrlige spillebuler, mafiaens legeplads, letlevende kvinders arbejdsplads

• Som tiden skred frem var der en voksende opposition i Cuba, som ønskede en anden retning for Cuba, og den USA-tro chef på Cuba, Fulgencio Batista, udskrev demokratiske valg, som ved hjælp af finurlige tricks gik godt til hans fordel i 1940, 1944 og 1948… Men frem mod valget i 1952 gik det galt!

• Lederen af den voksende cubanske frihedsbevægelse døde pludseligt og blev erstattet af en ung, dynamisk advokat, som var en folketaler af format. Fidel Castro hed han, og alle målinger spåede ham en markant bid af den demokratiske kage ved valget – hvorefter Fulgencio Batista aflyste valget og lavede et militært kup på Cuba, og indsatte sig selv som diktator… Med støtte fra USA!

• Det var dråben, som fik bægeret til at flyde over

• I 1953 kom første bølge af et frihedsoprør med Fidel Castro og hans tropper som aktive. Det gik ikke så godt.

• Senere fulgte flere – og til sidst kom det endegyldige opgør fra 1956-58, hvor Batistas tropper blev trængt i defensiven – godt hjulpet også af en af Castros venner, den argentinske marxistiske læge og revolutionær Che Guevara.

• Nytårsaften 1958 stak Batista halen mellem benene og flygtede ud af landet med masser af rigdomme i sine kufferter – og dagen efter kunne Fidel Castro proklamere det frie Cuba som en realitet.

• I Sierra Maestra-bjergene havde han tidligere meldt sin programerklæring: Afskaffelse af enhver form for korruption i Cuba, lige rettigheder for alle borgere, gratis uddannelse, gratis sundhedsordning, hospital o.l. og gratis offentlig transport.

• Da revolutionen blev en succes gennemførte Castro straks dette, så langt som muligt

• Siden 1959 har Cuba således gennemført et meget markant socialistisk projekt af dimensioner

• Racismen er totalt afskaffet i et land som havde 250.000 slaver i første halvdel af 1800-tallet

• Alle har lige rettigheder til uddannelse, sundhed, og principielt ingen tiggere men alle får dækket basale fødevaremæssige behov

• Cuba har i dag hele Amerikas højeste uddannelsesniveau (langt højere end USA's) – har lige nu ca. 2.000 læger udstationeret til Venezuela for at oplære deres sundhedssektor

• Men vi må også ærligt tilstå, at det er sket på bekostning af den enkelte borgers personlige frihed…

• Der fulgte så først i 1960’erne den såkaldte ”Svinebugts-affære”, hvor ca. 1.500 eksilcubanere havde planlagt en effektiv indsats for at fjerne Castro – afstemt med daværende præsident Eisenhower og CIA – en arv som den nyvalgte præsident John F. Kennedy og hans bror Robert måtte overtage, og som de begge havde stor modvilje imod, hvorfor de justerede i oplægget og søgte at trække det officielle USA maksimalt ud af dette forkølede fremstød, som også blev en kæmpe fiasko!

• I takt med at Fidel Castro indså, at kræfter uden for Cuba ville sætte alt ind på at vælte ham og få ham fra magten – gennem hele 638 forskellige attentatforsøg - opbyggede han et stasi-system med aflytning, overvågning, kontrol af alle borgere. Faktisk har Castro opbygget ca. 120.000 afdelinger af denne ”stasi”-organisation i Cuba (CDR, Komiteen til forsvar for revolutionen), så hver af dem kan holde øje med ca. 100 borgere… Det er den uhyggelige bagside af alle de succes’er, der er vist gennem årene.

• Fiaskoen fra Svinebugten og ikke mindst den tilspidsede Cuba-krise i 1963, hvor verden var markant tættest på en reel atomkrig, som ville kunne udslette store dele af USA og hele Cuba – førte til den markante embargo mod Cuba fra USA og alle dets allieredes side. Denne embargo har haft meget stor effekt og er dybest set en afgørende forklaring på den enkelte cubaners ekstreme fattigdom i dag – midt i et land som er rigt og vil reelt kunne være et eldorado for cubanere – i en verden som ellers er fuld af åbne grænser og frie handelsgrænser

• I udgangspunktet var Fidel Castro tilhænger af det frie Cuba og ikke nødvendigvis organiseret ”kommunist”, rejste rundt og prædikede, at de revolutionære på Cuba ikke var kommunister, så ville skæbnen alligevel, at Cubas venner måtte søges i de kommunistiske regimer, først i Sovjetunionen, som evt. kunne bidrage til at være et skjold mod mægtige USA, hvis nogen herfra ville få trang til at udvikle nye forsøg på Svinebugts-manøvrer. Sovjet sendte olie til Cuba og fik kaffe, frugt, rom og cigarer samt et markant udbud på flere tusinde af velkvalificerede cubanske læger. Alt dette brast sammen på én nat ved Sovjets og murens fald i 1989. Her måtte Fidel Castro bestille 1 mio. cykler fra Kina, så cubanerne kunne cykle, når olien ville blive en mangelvare. Og herefter måtte Cuba søge nye alliancer, som kunne levere olie – og det blev så Venezuela, så længe det holder…

• De seneste års begyndende cubansk åbning af et privat erhvervsinitiativ har givet åbning på nogle punkter: inden for turisme har private nu fået mulighed for at leje værelser ud (som en slags ”bed and breakfast”), de såkaldte: casa particulares, flere lokale guider (og chauffører) får mulighed for at tjene betydelige lønninger ikke mindst ved drikkepenge, og endelig har en del private restauranter set dagens lys. Det samlende her er, at man søger at trække turisme-kapital til Cuba.

• Cubas magthavere søgte både at blæse og have mel i munden her – dvs. søgte at åbne for turisme-kapitalen, mens de samtidig gerne ville kapsle ”almindelige cubanere” inde så de fik minimal kontakt med de rige turister fra den frie verden. Men den øvelse kunne ikke gennemføres med tilstrækkeligt held. Turister fik med stigende styrke kontakt til helt almindelige cubanere, og det kom der gode dialoger ud af, venskaber og ikke mindst viden om den frie verdens muligheder, som begyndte at generere drømme hos ikke mindst de yngre cubanere

• Fremtiden for Cuba – kan begynde 2018, hvor Raúl Castro har bebudet, at han træder tilbage. Så er Castro-æraen forbi, og hvad kommer så? Flere elementer er her centrale:

• Kommunistpartiet har sat sig markant på magten – og tildelt kæmpemæssige goder til unge og yngre partisoldater, som i dag bebor de store palæer og flotte huse i de større byer, hvor nogle af de rige erhvervsfolk boede, inden de måtte gå i eksil i USA ved revolutionen i 1959. Det vil sige, at Cuba i dag oplever en markant ulighed og korruption – nu blot fra kommunisternes side. Alle er lige, men nogle er mere lige end andre!

• Cubas stasi-lignende CDR (Komiteen til forsvar for revolutionen) blev skabt i 1960 og er en destruktiv magtfaktor til overvågning af cubanere, og den vil i længden ikke kunne forenes med den opvoksende ungdom i Cuba

• Den katolske kirke står rimeligt stærkt på Cuba – ca. 70-75% er medlem af kirken. Det har tidligere vist sig, at en stærk kirke kan være en vigtig nøgle til en befrielseskamp. I sig selv imponerende medlemstal, når man tænker på et jerngreb gennem næsten 60 år fra revolutionen, som havde proklameret Cuba som en ateistisk stat! Pavens tilstedeværelse på Cuba i 2015 blev fejret som en rockstjerne med ca. 2 mio. tilhørere på den plads, hvor Fidel Castro havde samlet ca. 1 mio. til proklamationen af revolutionen for snart 60 år siden. Pave Frans og Fidel Castro havde et positivt møde ved den anledning.

• Skal Cuba åbne dig for en ny fremtid med håb – så skal vi i den frie verden også erkende vores medansvar og skyld i den udvikling, som landet har taget og bidrage til at hjælpe landet ind på et mere konstruktivt og fremadrettet spor.

• John F. Kennedy så det – allerede i 1963 efter Svinebugt-katastrofen og Cubakrisen, som var tæt på at starte første atomkrig:
  "Jeg tror ikke, ​​at der findes noget land i verden, herunder alle lande under koloni-dominans, hvor økonomisk kolonisering, ydmygelse og udnyttelse var værre end i Cuba, delvis på grund af mit lands politikker under Batista-regimet. Jeg godkendte proklamationen som Fidel Castro lavede i Sierra Maestra, da han med rette opfordrede til retfærdighed og især længtes efter at fjerne korruption fra Cuba. Jeg vil endda gå videre: i et vist omfang er det som om Batista var inkarnation af en række synder hvor USA bærer et medansvar. Nu skal vi betale for disse synder. I forhold til Batista-regimet er jeg enig med de første cubanske revolutionære. Det er helt klart."
  — Præsident John F. Kennedy, interview med Jean Daniel, 24. oktober 1963. Mindre end 1 måned før han blev skudt i Dallas.

• Kort og godt: Kom så Cuba!