Home Printer venlig version

L*Profil- for bedre lederskab


Poul Langagergaard driver egen virksomhed, som arbejder med at forbedre lederskab blandt ledere i såvel det private erhvervsliv som i det offentlige.

Se mere her:
www.lprofil.dk

Artikler - politik

Søndagstanker d. 3. april 2016: 

Når alt bliver lige gyldigt – bliver alt ligegyldigt

 

Af ledelsesrådgiver Poul Langagergaard, Aarhus

 

Efter terroraktioner rundt i verden de seneste år, har der været rejst debat om Islam, imamer og om enhver form for fundamentalisme... Politiken.dk lancerede så en "nyhed" at fundamentalisme også findes inden for folkekirken. Det fik mig til at gøre mig nogle søndagsovervejelser...

 

Hvad kendetegner et demokrati? Frihed, lighed og broderskab – svarede man i den franske revolution. Og så udgød man tonsvis af liter blod. Svaret var ikke så tosset – blodet en skandale for et forsøg på demokrati.

Mange har sagt gennem historien, at ægte demokrati aflæses på den måde, man behandler sine mindretal.

I et ægte demokrati kan meninger brydes i saglig kamp på ord. Griber man til våben – er både kampen og demokratiet tabt. Det gælder politisk i et land, i demokratiske fora i foreninger, bestyrelser og kirkelige fællesskaber.

Fundamentalisme af enhver slags – er ikke befordrende for en åben og demokratisk drøftelse, fordi den låser og fører os ind i destruktive symbolkampe.

Fundamentalisme – kan så også være rygmærker, man sætter på hinanden, ligesom hallal-hippier kan være det. Mens sidstnævnte er udtryk for de kulturradikale kræfter, som gennem tre årtier har kæmpet for at sidestille de gæstende danskes Islam-tro med vores grundlovssikrede evangelisk-lutherske tro, så er førstnævnte udtryk for de holdninger, hvor man er hinsides den åbne dialog og møder frem med lukkede holdninger til alle tidens spørgsmål.

Det kan kun blive om ikke civilisationers sammenstød – så dog holdningernes destruktive brag.

Men så overhales vi pludselig indenom af al den nymodens terror i Europa, Vesten, ja i hele den mere eller mindre frie verden. Og vi lammes. For her står vi over for en relativ lille flok ”fundamentalister”, som slet ikke er interesseret i åben debat om noget som helst – og som kun kender ét svar, som de er klar til at gå i døden for: Ødelæggelse af den frie verden, det frie ord, det frie liv.

Disse uhyggelige hændelser lammede lige ”hallal-hippierne”, fordi stort set alle terror-handlingerne er fulgt af islamisk begrundet slagsord fra terroristernes side. Og så kom straks debatten her og i Europa: Jamen, alle muslimer er ikke terrorister. Nej, selvfølgelig ikke. Men alle terroristerne er muslimer, sagde andre så… En sandhed med en smule slagside.

Og så vælter det nu frem på de sociale medier og hos kulturradikale medier i et nyt forsøg på at genvinde det totalt tabte momentum fra de kulturradiale: Jamen, folkekirken rummer også fundamentalister!

Og det er da sikkert rigtigt. Hvad mener vi og de så med ”fundamentalister” – og hvilke konsekvenser vil disse mørkemænd så tage af deres gammeldags holdninger? Hvad skal vi så gøre ved dem? Ja, for det første har vi dog – mig bekendt - ikke i folkekirken haft såkaldte fundamentalister, som har brugt deres fundamentalisme til at motivere til drab, etniske udrensninger, selvmordsaktioner o.l.

Derfor gør de kulturradikale sig skyld i en fadæse af de store: proportions-forvrængning, at forsøge at skabe så meget røg i køkkenet, at man ikke kan skelne proportionerne troværdigt.

En vigtig pointe i et demokrati er, at alle og enhver har lov til at tro og tale, som man vil det – det er ytringsfrihedens gode! Men det reguleres af bl.a. straffelovens rammer i en retsstat. Det vil sige, man må have konservative og socialistiske politiske fundamentalister, som kan kæmpe og slås med det frie ord som våben. Og man kan have liberalister og fundamentalister og mange andre ister i folkekirken, som kan tage livtag efter alle kunstens regler med det frie ord som våben. Fint nok. Det reguleres af folkekirkens bekendelsesgrundlag – og landets love, naturligvis. Erfaringen fortæller os, at i dette frie debattens klima af åbenhed og respekt for også anderledes tænkende, der slibes kanterne, så helheden kan tage form af den diamant som folkekirken også kan ses som.

Men når magten sættes ind i den frie debat, så forkrøbler alt liv. At drøfte holdninger så det brager med en pistol for panden, det er en umulighed. Det kræver overskud fra magthaverne at kæmpe for frihed og lighed for dem, som har helt andre holdninger end magthaverne. Men det er demokratiets livsnerve. Både i samfundet og i kirken.

Derfor må vi naturligvis kæmpe for frihed til anderledes måder at tro og tænke på. Også selv om det sker i rammer og former, som byder mig imod. Men det er demokratiets fordring til dens medlemmer.

Derimod er det både forvirrende, forplumrende og på det nærmeste ødelæggende, når man forsøger at gøre to former for fundamentalisme lige gyldige i debatten: 1. Fundamentalisme med selvmordsbomber og mord – og 2. Fundamentalisme på nogle ”fredelige” holdninger og ord alene.

Det virker som om man slet ikke har forstået alvoren, når man kan falde i den slags grøfter, og det bliver et uvederhæftigt ord, der kommer ud af det.

Tilbage til påstandene: ”Jamen, alle muslimer er ikke terrorister. Men alle terroristerne er muslimer”.

Hvad stiller man op med den slags udsagn?

Lad os prøve at vende det om og sætte os selv ind i denne kontekst: ”Alle kristne er ikke terrorister. Men alle terroristerne er kristne”. Altså under forudsætning af, at stort set alle terrorhandlinger var blevet begået af såkaldte kristne, med kristne symboler og hvor terroristerne læste bibelsteder op som motivation for deres handlinger… Hvad ville vi så gøre?

Ja, naturligvis ville jeg i udgangspunktet slå fast, at fordi der er nogle få kristne ekstremister, så vil jeg ikke tage ansvar for sådanne. Men er det nok? Næppe.

Jeg ville da forvente, at samtlige præster på næste søndags prædikestol ville tage afstand fra en sådan fatal bibeludlægning, som ikke hører hjemme i en nutidig verden. Og så ville jeg for resten glæde mig over både en reformation med Luther og en nødvendig tekstkritisk distance til visse voldelige tekster i Bibelen, som vi slet ikke skal være forpligtet af i dag. Hele den aktuelle situation har lært os at glædes over de landvindinger, som den moderne tekstkritik har givet os i den teologiske forskning og undervisning.

Ville det derfor ikke på samme måde være at forvente, at samtlige muslimske talerstole straks fredagen efter sådanne bestialske terroraktioner i Islams navn – tager selvfølgelig afstand fra den måde at udlægge Islam-teksterne på. Det må vel være det mindste, man kan forvente af hinanden.

Og så skal de kulturradikale nok lære at stikke piben en smule ind i stedet for at fortsætte den forplumring, de har været ansvarlige for gennem mindst tre årtier, for der er altså en vis sandhed i: Første skridt til at gøre alt ligegyldigt – er at gøre alt lige gyldigt.